den fest jeg var til på filmskolen i går
undskyld til alle undskyld til alle mennesker jeg snakkede med og til alle de nye
fordi jeg ikke længere tror på min evne til at føre en samtale
eller tror at den aldrig har været der at mine samtaler i fortiden at jeg har udåndet luft
jeg ved det ikke
jeg kan ikke huske mig selv
ansigter er det eneste jeg kan huske
jeg spørger hvad du laver hvad synes du om det jeg spørger om ting du kunne bruge 5 min på et skema for min skyld og sende det til mig
jeg sætter ikke mig selv på spil
jeg giver ikke nogen muligheden for det
hvad skal jeg spørge om
skal jeg spørge til dit tøj
skal jeg spørge til dit liv
men jeg vil vide det jeg er taknemmelig for at danse med en øl og en cigaret jeg tror jeg ser dum ud jeg tror der er plads til at se dum ud
jeg skal danse med to piger der er højere end mig
jeg skal spilde øl på mig selv og på mennesker og på alting i en radius
jeg skulle have taget præcis den trøje på jeg tog på som er lilla og femten procent mohair som er alt det mohair der er i mit liv og alt det mohair der er i mit liv kommer til at lugte af øl og cigaretter forever
når nogen danser med en absolut selvsikkerhed er der noget i rummet der går lidt i stykker man kan se det på den måde det suger bedriften ud af skuldrene på
om jeg skulle miste dansen skulle jeg miste alle mennesker
jeg vil aldrig mere sige noget højt
begge mine lungers luft og røgen i det her lokale
jeg slingrede tilbage til amager på cyklen og tænkte på denne her situation
med en pige som jeg dansede med og måske snakkede med
tror hun sagde hun hed sara måske var det en anden tror vi dansede og jeg tænkte måske er det her noget
så på hendes hidsige øjne og tyrering
jeg tror jeg sagde noget at hun så velkendt ud
og så var hun et andet sted på dansegulvet og jeg var et andet sted på dansegulvet
og fik nogle gange øje på hende i et glimt mellem nogens skuldre og hævede fadøl
på et tidspunkt spurgte jeg om hun havde nogle søstre for at prøve at finde ud af hvor jeg kendte det ansigt fra og over musikken og bevægelserne fangede jeg svaret: ja, tre
og så lod jeg den lissom ligge ved det, dansede med nina og karl og caspar og signe, nogen stak mig en ekstra fadøl ud af det blå, totalt lykkeligt
nogen hænger med hovederne i rytmen som generte piletræer
jaloux og hadefuld og vabler i øjnene
det tunge gule lys løber alle ned ad nakken
jeg forestiller mig et dansegulv hvor alle er blinde. hvad hører de
klokken var måske lidt i fire og djen sagde at nu spillede han sidste nummer
og så var hun der igen der i midten af synsfeltet der i midten af menneskets univers
fik sløret øje på en tatovering på hendes arm og mærkede noget klikke på plads
og jeg råbte
DET ER JO DIG
HVORFOR SAGDE DU DU HED SARA
og hun råbte
JEG HAR SGU DA IKKE SAGT JEG HED SARA
og musikken stoppede og folk begyndte at se sig omkring og tage stilling til en ny situation og jeg sagde
det gjorde du da
og blev virkelig i tvivl om det var noget jeg havde bildt mig ind
og jeg ville ellers gerne have kysset hende måske bare for at vise hende at verden var godt kunne være helt vildt ny
og måske for at insistere på at vi godt kunne lægge berlin bag os
jeg havde lyst til at råbe
DIT HÅR ER LØGN DINE HÆNDER ER LØGN DIN VARME ÅNDE ER LØGN DIT RØDE BID ER LØGN
men på det her tidspunkt var hun forsvundet igen
mellem folks skygger, ting der kølede ned
så står man der og sutter på sine ord
og jeg gik ud i kulden for at tisse op af den røde mur jeg sank ned i grusstien
prøvede at finde bare et sted mit hoved havde lyst til at fokusere på
selvom det var helt umuligt at overbevise sig selv om skulle være et vigtigt projekt
mens en vagt i lysende vest kom gående forbi med en lydig dobbermann
prøvede at komme i tanke om navne og ansigter på personer jeg havde mødt i løbet af aftenen
navnet anita meldte sig uden noget ansigt
lysten til at råbe det navn, anita
se navnet blæst op i meterhøje blødende bogstaver på himlen
og lysten til at gå ind på dansegulvet igen og råbe
UNDSKYLD
DET VAR IKKE MINE SPØRGSMÅL
BARE TÆNK PÅ DEM SOM TOMME PLADSER HVOR DE RIGTIGE SPØRGSMÅL SKAL STÅ
INTIMITETEN ER GOD NOK
TAGER MIN JAKKE OG CYKLER HJEM NU
Louisiana | Kristina Sigunsdotter