ETT LYSANDE NAMN

REDAKTIONEN Helena Fagertun och Viktor Johansson

KONTAKT red@ettlysandenamn.se

ANSVARIG UTGIVARE Helena Fagertun



den fest jeg var til på filmskolen i går

undskyld til alle undskyld til alle mennesker jeg snakkede med og til alle de nye

fordi jeg ikke længere tror på min evne til at føre en samtale

eller tror at den aldrig har været der at mine samtaler i fortiden at jeg har udåndet luft

jeg ved det ikke

jeg kan ikke huske mig selv

ansigter er det eneste jeg kan huske

jeg spørger hvad du laver hvad synes du om det jeg spørger om ting du kunne bruge 5 min på et skema for min skyld og sende det til mig

jeg sætter ikke mig selv på spil

jeg giver ikke nogen muligheden for det

hvad skal jeg spørge om

skal jeg spørge til dit tøj

skal jeg spørge til dit liv

men jeg vil vide det jeg er taknemmelig for at danse med en øl og en cigaret jeg tror jeg ser dum ud jeg tror der er plads til at se dum ud

jeg skal danse med to piger der er højere end mig

jeg skal spilde øl på mig selv og på mennesker og på alting i en radius

jeg skulle have taget præcis den trøje på jeg tog på som er lilla og femten procent mohair som er alt det mohair der er i mit liv og alt det mohair der er i mit liv kommer til at lugte af øl og cigaretter forever

når nogen danser med en absolut selvsikkerhed er der noget i rummet der går lidt i stykker man kan se det på den måde det suger bedriften ud af skuldrene på

om jeg skulle miste dansen skulle jeg miste alle mennesker

jeg vil aldrig mere sige noget højt

begge mine lungers luft og røgen i det her lokale

jeg slingrede tilbage til amager på cyklen og tænkte på denne her situation

med en pige som jeg dansede med og måske snakkede med

tror hun sagde hun hed sara måske var det en anden tror vi dansede og jeg tænkte måske er det her noget

så på hendes hidsige øjne og tyrering

jeg tror jeg sagde noget at hun så velkendt ud

og så var hun et andet sted på dansegulvet og jeg var et andet sted på dansegulvet

og fik nogle gange øje på hende i et glimt mellem nogens skuldre og hævede fadøl

på et tidspunkt spurgte jeg om hun havde nogle søstre for at prøve at finde ud af hvor jeg kendte det ansigt fra og over musikken og bevægelserne fangede jeg svaret: ja, tre

og så lod jeg den lissom ligge ved det, dansede med nina og karl og caspar og signe, nogen stak mig en ekstra fadøl ud af det blå, totalt lykkeligt

nogen hænger med hovederne i rytmen som generte piletræer

jaloux og hadefuld og vabler i øjnene

det tunge gule lys løber alle ned ad nakken

jeg forestiller mig et dansegulv hvor alle er blinde. hvad hører de

klokken var måske lidt i fire og djen sagde at nu spillede han sidste nummer

og så var hun der igen der i midten af synsfeltet der i midten af menneskets univers

fik sløret øje på en tatovering på hendes arm og mærkede noget klikke på plads

og jeg råbte

DET ER JO DIG

HVORFOR SAGDE DU DU HED SARA

og hun råbte

JEG HAR SGU DA IKKE SAGT JEG HED SARA

og musikken stoppede og folk begyndte at se sig omkring og tage stilling til en ny situation og jeg sagde

det gjorde du da

og blev virkelig i tvivl om det var noget jeg havde bildt mig ind

og jeg ville ellers gerne have kysset hende måske bare for at vise hende at verden var godt kunne være helt vildt ny

og måske for at insistere på at vi godt kunne lægge berlin bag os

jeg havde lyst til at råbe

DIT HÅR ER LØGN DINE HÆNDER ER LØGN DIN VARME ÅNDE ER LØGN DIT RØDE BID ER LØGN

men på det her tidspunkt var hun forsvundet igen

mellem folks skygger, ting der kølede ned

så står man der og sutter på sine ord

og jeg gik ud i kulden for at tisse op af den røde mur jeg sank ned i grusstien

prøvede at finde bare et sted mit hoved havde lyst til at fokusere på

selvom det var helt umuligt at overbevise sig selv om skulle være et vigtigt projekt

mens en vagt i lysende vest kom gående forbi med en lydig dobbermann

prøvede at komme i tanke om navne og ansigter på personer jeg havde mødt i løbet af aftenen

navnet anita meldte sig uden noget ansigt

lysten til at råbe det navn, anita

se navnet blæst op i meterhøje blødende bogstaver på himlen

og lysten til at gå ind på dansegulvet igen og råbe

UNDSKYLD

DET VAR IKKE MINE SPØRGSMÅL

BARE TÆNK PÅ DEM SOM TOMME PLADSER HVOR DE RIGTIGE SPØRGSMÅL SKAL STÅ

INTIMITETEN ER GOD NOK

TAGER MIN JAKKE OG CYKLER HJEM NU

Oskar Sjøgren | omkvæd

Louisiana | Kristina Sigunsdotter

Tillbaka till kartan